Fra den 18. til 24. juli var Andebølle Ungdomshøjskole forvandlet til hjemby for skovfolk, kongefolk og jægere, da der var familiekursus i liverollespil på skolen.
Mange familier med børn havde tilmeldt sig kurset og ankom søndag den 18. juli fyldt med spænding over den uge der skulle til at begynde. Børnefamilier og bedsteforældre med børnebørn, havde fundet vej til Andebølle og var parat til en uge i en helt anden verden.
Mange synes, at det er en god form for ferie, fordi man tager af sted som familie og laver noget sammen. Og så lærer man også en masse andre mennesker at kende. Ved at tage på kursus i rollespil, tager man sig ud fra de vante roller fra hverdagen. Og gennem øvelser og spil lærer man også noget om at løse konflikter og finde en løsning på problemer sammen med andre.
I starten af kurset skulle man vælge hvilken rolle, man ønskede i spillet, og instruktørerne fra liverollespil.dk præsenterede de forskellige roller og fortalte hvad de stod for. Efter at have valgt rolle, deltog alle hver især i forskellige værksteder og lavede kostumer, sværd, brynjer m.m. som de skulle bruge resten af ugen.
Det blev en fantastisk uge. Hver morgen blev der fortalt eventyr til lyden af middelaldermusik. Meget af dagen gik med fælles lege/øvelser og med at være i de forskellige værksteder. Onsdag tog alle kursister til Bogense strand og torsdag var store rollespil dag.
Torsdag kørte alle kursister med skolens egen bus til Langesø for at spille rollespil og bruge alt det de havde lært i løbet af ugen. Alle var iført sine hjemmesyede kostumer og spillede hver sin rolle; skovfolk, kongefolk, byfolk og jægere. Der var også hekse, som solgte forskellige slags eliksir som kunne give ekstra kraft, hjælpe mod frygt og give ekstra liv.
Det er bestemt ikke sidste gang Andebølle Ungdomshøjskole afholder familiekurser i liverollespil. Det har helt klart været en succes og i år har der været meget større tilmelding end de sidste somre. Så vi ser frem til at planlægge familiekurserne for sommeren 2011.