Masser af elever til efterårskurset på Andebølle Ungdomshøjskole

Område: Fyn - Andebølle

Så er efterårskurset i gang på Andebølle Ungdomshøjskole! Denne gang med mange flere elever, end vi har haft på efterårskurset i mange år, så det er helt klart en succes. De nye elever ankom søndag den 1. august og er nu klar til 6 måneders højskolekursus i Andebølle.

Vi har udover de danske elever budt velkommen til elever fra Iran, Ungarn, Tjekkiet og Letland. De kommer på højskole i Danmark gennem projekt CIRIUS, som har til formål at knytte tættere bånd mellem danskere og unge fra de nye EU-lande.

Vi oplever det helt klart som en fordel at have udlændinge på skolen. Det er godt for eleverne at lære om andre kulturer og lære at vi ikke alle er ens. Mange af vores elever har også gavn af de udenlandske bekendtskaber efter deres tid i Andebølle, og vi oplever, at der er mange, der bliver inspireret til at tage til udlandet og studere senere i livet.

Skolens nye elever kan glæde sig over et nyt tiltag på skolen. Fra 1. august er Lorens Lassen blevet ansat som ”højskolefar”. Hans opgave er, at sørge for at eleverne får en god start på dagen. Han sørger for at de unge kommer op om morgenen og at de kommer til morgenmad, morgensang og undervisning.

Det viser sig allerede som en succes og eleverne er glade for, at der er en, der tager hånd om dem allerede fra de står op. Vi prioriterer det højt, at eleverne skal have en kontaktperson at gå til hele dagen, og på denne måde er der tid til at tage en snak allerede inden undervisningen, hvis man har fået en lidt skæv start på dagen.

Den første uge på skolen går med at lære hinanden, lærerne og stedet rigtig godt at kende, så der er ingen undervisning. I stedet får eleverne indblik i, hvordan livet på ungdomshøjskolen er. De bliver oplyst om hygiejne, køkkentjans og deres ansvar og pligter mens de bor på skolen.

Elever og lærere har lavet navnelege og teambuilding øvelser og været rundt i Andebølle og Vissenbjerg og se lokalområdet. De har gennemgået en obligatorisk brandøvelse og bliver præsenteret for de valgfag de kan vælge at følge gennem kurset. Derudover skal de planlægge introfesten, som afslutter den første uge. Og så starter undervisningen mandag den 9. august med linjefagene pædagogik/psykologi, musik og film/medie.

Klik for større version

Teambuilding på Andebølle Ungdomshøjskole Teambuilding på Andebølle Ungdomshøjskole
Oprettet: aug 2010
Opret gratis annonce